Beskrivelse af boligen
Sølykken 7 er et lyst, moderne og indbydende rækkehus bygget i 2017 med højt til loftet og lave omkostninger.
Huset er opført i solide, vedligeholdelsesfrie materialer, herunder smukke trægulve i stuer og værelser samt store lyse klinker i entré, bryggers og bad. Der er gulvvarme overalt og boligventilation.
Huset er bygget efter terrænet og er således et 1,5 plan hus, hvilket giver en imponerede loftshøjde og et smukt lysindfald igennem hele huset.
Indgangsplanet byder på en lækker entré med skabsplads, et stort værelse med udsigt til egen forhave, en stor opholdsstue med panoramavinduer og et smukt HTH-badeværelse med trælåger samt nye armaturer fra Damixa.
En bred trætrappe på syv trin fører en halv etage op til alrummet med stort hvidt HTH-køkken, der har grebsfrie elementer, messingfarvet stænkplade, Quooker og lyse bordplader. Et stort ovenlysvindue giver et fantastisk dagslys over spiseplads med barstole.
I alrummet kan familien samles til både hverdag og fest. Der er plads til stort spisebord, skabe og daybed. Rummet fuldendes af vinduer fra gulv til loft, der indrammer den smukke udsigt til grønningen - et stort område med græsarealer og træer. Der er direkte udgang fra spisestuen til privat baghave med masser af plads til opbevaring, grill, loungesofa, spisebord mm.
Fra alrummet er der adgang til skønt soveværelse med plads til både dobbeltseng, lounge-stole, skrivebord, yoga og hvad man ellers kunne drømme om. Værelset er vinklet, så man kan ligge ugeneret og nyde den beroligende udsigt til det smukke, grønne område.
Sølykken 7 har egen parkeringsplads 35 m henne ved fællesarealet og en stor forhave med adgang fra både fordør og terrassedør.
Haven byder på skur med god plads til cykler og anden opbevaring. Der er professionelt byggede hegn i sortmalet Superwood til begge sider, hvilket giver masser af skøn vindstille plads til at nyde solen.
Hjortshøj er en by med et stærkt fællesskab og mange lokale aktiviteter. Der er netop åbnet et nyt stort multihus med fitness, sportssale og og café. Andelssamfundet Hjortshøj ligger som nabovej til Sølykken og har gårdbutik, bager, is-bod og café. Hjortshøj har et stort grønt stisystem og mange grønne fællesarealer. Via stier kan man fra Sølykken nå til både indkøbsmuligheder, multihus, skole, børnehave osv. Letbanen kan ligeledes nås på 15 minutters gang ad smukke stier gennem skoven, og buslinje 12 afgår lige for enden af vejen, der støder op til Sølykken.